Galdesten

Galdesten er små stendannelser, der på grund af ubalance mellem mængden af kolesterol, galdefarvestoffer og kalk opstår i galdeblæren.

Galdesten betragtes typisk ikke som en sygdom, da den oftest ikke giver nogen symptomer. Det er nærmere en tilstand, som kroppen / galdeblæren er i. Kiler galdesten sig fast i udgangen fra galdeblæren, opstår der mavesmerter. Disse smerter kaldes galdestensanfald.

Galdesten rammer alle, men risikoen for at få det stiger med alderen. I Danmark får hver femte kvinde og hver tiende mand galdesten. Den store hyppighed af galdesten i den vestlige verden kan meget vel være et resultat af vores kostvaner og livsstil.

Galdesten ses sjældent hos børn og unge. Det ses til gengæld ofte hos personer, der har:

  • Galdesten i familien.
  • Overvægt.
  • Kronisk tarmbetændelse.
  • Haft et stort vægttab over kort tid.
  • Er kvinder og får østrogentilskud og er på p-piller.

Symptomer på galdesten

To ud af tre, der har galdesten, mærker aldrig noget til dem. Den sidste tredjedel får på et tidspunkt galdestensanfald. Anfaldende viser sig ved:

  • Anfaldsvise smerter i mellemgulvet eller under ribbenene på højre side.
  • At de gerne opstår efter måltider og kan vare fra få minutter og op til 2-3 timer.
  • At der kan være smerteudstråling til højre skulder eller skulderbladet.
  • At smerterne kan være ledsaget af svedudbrud, kvalme og eventuelt opkastning.

Sådan stilles diagnosen

Den mest nøjagtige måde at påvise galdesten på er ved at foretage en ultralydscanning af bughulen. Denne kan både foretages af speciallæger i mave-tarmsygdomme eller af røntgenlæger. Ofte vil det også være nødvendigt med en kikkertundersøgelse af mavesæk og tolvfingertarm for at udelukke andre årsager til smerterne.

Ultralydsscanning udføres i samarbejde med rtgklinik.dk.

Behandling af galdesten

Det er ikke alle typer af galdesten, der nødvendigvis skal behandles. Tilfældigt fund af galdeblæresten, hvor der ikke har været galdestensanfald, skal ikke behandles.

Behandling af galdestensanfald

Ved pludselige smerter opadtil i maven og uden at man tidligere har haft anfald, skal man undersøges af en læge. Lægen vil undersøge dig, give dig smertestillende medicin og planlægge det videre forløb, herunder undersøgelser og evt. indlæggelse.

Har man oplevet smerterne før, og er de således bekendte, kan man tage smertestillende håndkøbsmedicin. Eventuelt kan man lægge noget varmt på maven (pas på skoldning af huden).

Ved gentagne galdestensanfald fjernes galdeblæren ved en kikkertoperation. Operationen er skånsom og efterlader kun små ar. Ved kikkertoperationen er der dog en lille risiko for at beskadige galdevejene, hvilket kan være problematisk. Man skal derfor være omhyggelig med at vurdere begrundelsen for operation og operationstype.

Kan der opstå mere alvorlige situationer?

Ja, det kan der. Det er derfor vigtigt, at man bliver vurderet af en læge, hvis der opstår:

  • Galdeblærebetændelse, der viser sig ved længerevarende smerter som ved galdestensanfald, feber og evt. kvalme og opkastninger. Man skal kontakte læge, da galdeblærebetændelse kræver akut behandling under indlæggelse.
  • Gulsot og galdevejsbetændelse:Gulfarvning af det hvide i øjnene og af huden, lys afføring og mørk urin. Ofte har der forinden været symptomer som ved et galdestensanfald. Feber med kulderystelser er udtryk for, at der er bakterier i blodet, og man skal straks kontakte læge/ambulance, da tilstanden kræver akut behandling under indlæggelse.